Fra Amerika til Europa
I 1492 opdagede Christoffer Columbus Amerika, men han stødte ikke på kakaoen i første omgang. Det var først på hans fjerde rejse i 1502, hvor han ankom til øen Guanaja, som i dag hører til Honduras.
Her var handelen livlig, og man brugte kakaobønner som betalingsmiddel. Selvom det er Columbus, som har fået æren for ”opdagelsen” af kakaobønnerne, så var det reelt hans anden søn Ferdinand og hans bror Bartolomeo, som hæftede sig ved brugen af bønnerne. Columbus omtalte dem som en slags mandler, da han efterfølgende skulle gengive sine oplevelser i det spanske kongehus.
Mere skarp på de kommercielle muligheder var Hernan Cortés, som tog turen i 1519. Han kom til Tenochtitlan, og mødte selveste aztekerkongen Montezuma, som ifølge legenden troede, at det var guden Quetzalhuatl som kom tilbage, men her tog han absolut fejl. Cortés blev inviteret med til en religiøs festival med masser af kakao. Montezuma drak selv op til 50 kopper om dagen og havde et lager med tusinde tons kakao og en masse guld. Cortés udfordrede Montezuma og efter nogle slag fik han overtaget og blev Spaniens første guvernør i den nye verden i 1521. Han fik sat træer flere steder i det Caribiske område og præsenterede den spanske konge for kakaoen i 1528.
Videre til næste side
|